Tur 12: Fra Vrangstrup onsdag/fredag kl. 10:00 til Stridsmølle Huset 2 dage efter senest kl. 20:00 (3 dage).
Start kanoturen fra Vrangstrup på Øvre Suså og kryds Tystrup-Bavelse Søerne inden man anløber Stridsmølle Huset på Nedre Suså 2 dage efter.
Turen indledes med ca. 15 km. sejlads gennem noget af Danmarks smukkeste natur; Oplev den afvekslende, slyngede og bakkede ådal med marker, græssende kreaturer og skov frem til udmundingen i Tystrup Sø, hvor man eventuelt kan vælge første overnatning ved Frederikskilde. Frederikskilde lejrplads er en offentlig gratis lejrplads med både vand og toilet. Frederikskilde Strand er en kunstigt anlagt offentlig badestrand, hvor man på varme dage kan bade og hygge sig på stranden.
På turens 2. dag kunne man sejle videre ned over Tystrup Sø og tage turens anden overnatning ved Hovgaarden eller Hørhaven, som begge ligger på den sydvestlige side af Tystrup Sø ved landsbyen Vinstrup. Der er desværre ingen indkøbsmuligheder i landsbyen udover is-mejeri og souvenirs samt antik/loppemarked. Hovgaard drives af Suså Kano & Kajak mens Hørhaven er en offentlig plads og drives af Naturstyrelsen.
På turens 3. dag går turen ned over Tystrup-Bavelse Søerne, hvor man oplever de åbne vidder med horisont. På søerne findes et rigt fugleliv; Ofte vil man kunne opleve områdets havørne svæve over søerne inden man sejler forbi det smukke Bavelse Gods på Bavelse Sø og anløber Stridsmølle Huset ved starten af Nedre Suså.
Turen kan anbefales, hvis man gerne vil opleve den afvekslende natur og søernes åbne vidder. Denne tur er også velegnet, hvis man ikke ønsker at tilbringe største delen af tiden i kanoen – men hellere vil prioritere tiden på lejrpladsen med afslapning, madlavning, fiskeri og samvær med familie eller venner.
Det vil der være rig mulighed for på turens 2. dag. Som altid anbefales det at holde øje med vejr og vind inden man krydser søerne.
Turens samlede længde er ca. 23 km.